Er ny kampagne “Netsikker Nu!” konkurrenceforvridende ?
Digitaliseringsstyrelsen lancerede den 21. februar 2012, en ny kampagne "Netsikker nu!"
Kampagnen skal "gøre danskernes brug af it og internet mere sikker. Samtidig arbejder kampagnen for at styrke borgernes viden om og tillid til brugen af digitale løsninger."
"Digitaliseringsstyrelsen står sammen med en lang række samarbejdspartnere bag netsikker nu! Samarbejdspartnerne tæller offentlige myndigheder, interesseorganisationer og private virksomheder, der alle ønsker at bidrage til at gøre danskerne mere sikre på nettet."
"Netsikker nu!" er et rigtig godt initiativ, som jeg fuldt ud støtter, da der desværre stadig er mange mennesker, yngre som ældre, der bliver snydt når de handler på nettet, og derved bliver utrygge ved nethandel.
På Digitaliserigsstyrelsens hjemmeside, her, oplister de fem gode råd for, hvordan man sikrer sig bedst, når man handler online.
Det er er rigtig god liste at læse, lige indtil man når til pkt. 4 på listen.
4. På danske hjemmesider kan du kigge efter e-mærket. Netbutikker med e-mærket er godkendt og kontrolleret af e-handelsfonden og skal leve op til en række skærpede krav. Få mere information om e-mærket her.
Læg mærke til det jeg har fremhævet, "og skal leve op til en række skærpede krav".
Vores egen kendte Konkurrence- og forbrugerstyrelse, vælger så at putte flere punkter på, således at listen kommer op på 14 punkter, hvor punkt 4. fra Digitaliseringsstyrelsen får lov til at stå uredigeret hen.
Og det er der, jeg begynder at "slå mig i tøjret". For hvilke "skærpede krav" er det, som butikkerne med E-mærket skal leve op til ?
Så vidt jeg ved er der ingen specielle krav til de webshops der er E-mærket skal leve op til, som vi andre ikke også skal leve op til. Hvis alle webshops følger lovens bogstav, er alle webshops berettiget til at smykke sig med E-mærket.
Det eneste der skiller de enkelte webshops fra hinanden, er at der er nogen der IKKE vil betale 6.900.- (2.100.- i ansøgelsesgebyr. 4.800.- i abonnement hvert år, laveste sats) for at kunne smykke sig med dette mærke. Pr. den 8. november 2011 var medlemstallet på 864 butikker, ud af ALLE de webshops der er i Danmark.
Mit problem i denne lange opsummering er, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ved ukritisk at bringe pkt. 4 ud på deres officielle liste, reelt laver konkurrenceforvridende arbejde, på vegne af E-mærket ved at råde folk til ikke at handle på de pågældende webshops, hvis de ikke har denne mærkning.
En kollega indenfor ehandel, Jan Jensen, har på sin blog allerede taget problemet med e-mærket som en non-profit organisation op, så derfor vil jeg ikke gå dybere ned i sagen, men det kan du jo selv læse mere om, senere
På Facebook, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen linket til deres liste, og jeg har derfor spurgt dem, om de kan fortælle mig, hvilke "skærpede krav" de mener. Dette har jeg desværre ikke kunne få et præcist svar på, men har fået besked på at rette henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen.
Svaret fra den søde dame kan du læse her.
Jeg vil nu rette henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen for at få svar på mine spørgsmål, som er:
1. Hvilke "skærpede krav" er det, som e-mærkede shops, og ikke vi andre, skal leve op til?
2. Er det ikke konkurrenceforvridende at Digitaliseringsstyrelsen med denne liste opfordrer privatpersoner, KUN at handle på e-mærkede hjemmsider (864 stk.) ?
Stay tuned.
8. marts, 2012 - 14:27
Hej Jakob,
Ja, beklager det lange svar (som jo blot understreger vores udfordring
)
Det du spørger til (som ligger ud over gældende lov) er beskrevet under punkt 2…
Venligst
Lars
2. marts, 2012 - 10:22
Hej Jakob,
Jeg hedder Lars Schmidt Larsen og er direktør for e-mærket. Nina fra Netsikker Nu kampagnen har været så sød at fremsende dit spørgsmål til mig som jeg vil besvare efter bedste evne
Først vil jeg dog lige sige, at jeg godt kan forstå dit spørgsmål. e-mærket sikrer os som forbrugere på en lang række punkter som vi ( i selverkendelsens ulideligt klare lys) har haft svært ved at forklare. Dit spørgsmål, kommentarerne på forbrugs Facebook side og Jans Blog understreger med al tydelighed vores udfordring.
Udfordringer der dog til for at blive løst så vi arbejder benhårdt på at bliver skarpere i vores kommunikation.
Vi har blandt andet lige lanceret en lille film som forklarer hvad e-mærket er og gør – nemt og forståeligt. Filmen er lige lagt på http://www.emaerket.dk/.
Der ligger også en model på http://www.facebook.com/emaerket (klik på linket Med hele vejen) som på en nem og overskuelig måde viser hvor e-mærket sikrer os som forbrugere.
Nå, men for at svare på dit spørgsmål så forbrugerbeskyttelsen i e-mærket delt op i 3 hovedområder. Det du spørger til er beskrevet i punkt 2 men det er den samlede pakke punkt 1-3 som giver e-mærkets unikke forbrugerbeskyttelse.
1. Godkendelse, løbende kontrol og fratagelser
2. En række særlige e-mærke krav som en e-mærket netbutik skal indrettes efter OG efterleve
3. Adgang til gratis juridisk ekspert bistand hvis der opstår problemer med købet
Punkt 1.
Vi godkender netbutikkerne ved at;
- lave et baggrundstjek af ejeren og virksomheden bag netbutikken
- tjekke CVR registeret – er det et eksisterende firma og stemmer oplysningerne overens med dem på netbutikken
- tjekke offentliggjorte afgørelser fra Forbrugerklagenævnet – vi godkender naturligvis ingen netbutikker, som har mange klagesager
- sikre, at netbutikken lever op til dansk lov og e-mærkets særlige krav
Vi kontrollerer de e-mærkede netbutikker ved at;
- overvåge nettet, pressen m.v. for omtale af den pågældende netbutik
- lave jævnlige kontroller af netbutikkens juridiske del, så forbrugerne får de oplysninger og rettigheder, som de har krav på ifølge dansk lov
- kontrollere netbutikkens kundeservice med særligt fokus på eftersalgsservicen, fortrydelses- og reklamationssager
Vi fratager en netbutiks e-mærke hvis;
- Den ikke giver forbrugerne de oplysninger og rettigheder de har krav (jf. dansk lov og e-mærkets særlige krav)
- De ikke behandler deres kunder ordentligt (ikke svarer på mails, giver en dårlige service, ikke betaler fragten tilbage, systematisk har misvisende leveringstider m.v.)
Punkt 2
En e-mærket netbutik skal forholde sig aktivt til Forbrugerklagenævnets afgørelser
Er en netbutik ikke enig i afgørelsen, skal den selv indbringe sagen for en domstol inden for den fastsatte frist
En e-mærket netbutik passer særligt godt på børn og unge, når de handler
- de bliver ikke bundet af ulovlige abonnementer eller aftaler
- de personlige oplysninger bliver ikke misbrugt
- børn og unge er sikret anonymitet ved spil, chat og lign.
Klar besked om den kundeservice kunderne kan forvente
Som kunde kender man netbutikkens kundeservice allerede inden man handler – f.eks. hvornår man kan ringe og hvor hurtigt man kan forvente svar på en henvendelse
Deltag i konkurrencer uden at blive påtvunget nyhedsbreve
- på en e-mærket netbutik er det aldrig et krav, at man tilmelder sig nyhedsbreve for at kunne deltage i konkurrencer. Man bestemmer nemlig selv, hvad man ønsker at modtage fra butikken
Når man handler på en e-mærket netbutik er ens penge sikret bedst muligt
- Man får selvfølgelig alle sine penge retur (også fragten fra netbutikken), hvis man fortryder købet. Det eneste man selv skal betale, er omkostningerne forbundet med returnering af varen til netbutikken
- Man kan altid betale med kort (Dankort, VISA, EUROCARD m.v.), så man nemt kan få sine penge retur, hvis varen mod forventning ikke dukker op, f.eks. hvis virksomheden er gået konkurs, inden man modtager varen
Klar besked om hvad der sker med personlige oplysninger
- hvad bliver registreret, hvorfor og hvor længe?
- de personlige oplysninger bliver heller ikke videregivet til andre uden, at man er klar over det
På en e-mærket netbutik bestemmer man selv, om man vil modtage nyhedsbreve
- man skal selv gøre noget aktivt, som f. eks. at sætte et flueben, for at modtage dem
- man får at vide helt nøjagtig, hvad man siger ja til, inden man siger ja.
Man kan stole på de oplyste leveringstider
En e-mærket netbutik er forpligtet til at overholde de oplyste leveringstider, så man som kunde præcis ved, hvad man kan forvente
Man kan nemt fortryde eller reklamere
På en e-mærket netbutik kan man nemt fortryde et køb eller reklamere over en defekt vare
- der er ingen besværlige procedurer
- man får en mail, når netbutikken har modtaget varen med besked om, hvornår ens penge igen står på kontoen
- hvis man fortryder et køb, får man naturligvis alle pengene retur (også fragten fra netbutikken). Det eneste man selv skal betale er omkostningerne forbundet med returnering af varen fra kunden til netbutikken
På en e-mærket netbutik kan man roligt sige ”ja tak” til at modtage nyhedsbreve
- man kan nemlig altid nemt afmelde dem igen – det kræver kun få klik
Punkt 3.
Adgang til gratis juridisk bistand
e-mærkets team af juridiske eksperter sidder altid klar til at hjælpe og vejlede forbrugere, som skulle få brug for det
- vi løser 95 % af alle sager indenfor 1 til 2 uger uanset beløbets størrelse – en helt unik service, som de e-mærkede netbutikker tilbyder deres kunder
Håber det gav lidt afklaring.
Jeg vil også tillade mig at byde ind på den blog.
Har du spørgsmål, kommentarer eller forslag til forbedringer som er jeg lutter øre…
Venligst
Lars
4. marts, 2012 - 09:47
Hej Lars.
Tak for dit svar, det er altid rart at I svarer på spørgsmål fra de tvivlere der måtte være.
Men, og der er jo altid en men
Du har i dit lange indlæg, ikke svaret på mit spørgsmål, som gik ud på hvilke “skærpede krav” webshops med e-mærket skal leve op til.
De punkter du har listet op, er jo de normale krav alle lovlydlige webshops skal leve op til.
Derfor står jeg stadig undrende tilbage, for jeg kan stadig ikke se hvilke “skærpede krav” der er tale om.
Måske er det bare mig?
Med venlig hilsen
Jakob