At undslippe zombier i naturen
Forestil dig at du er om bord i en helikopter, på vej ud med forsyninger til en base, Abel Township.
Næsten ankommet til basen, bliver din helikopter skudt ned, og du er den eneste overlevende. Basen kan du høre via radioen, men du kan ikke snakke med dem.
Din mission er nu, ved hjælp fra radiooperatøren på basen, at komme til basen uskadt, således at du kan få nogle livsvigtige forsyninger frem til dem. Det eneste problem er bare at området er fyldt med zombier, ja du læste rigtigt, zombier. Disse zombier er ude efter dig, og det gælder derfor for dig, at løbe fra dem når en flok af dem, opdager dig og forfølger dig.
Sådan starter den app, "Zombies, Run!" som jeg lige har downloadet og nu løbet første mission i.
Undervejs finder du alle mulige former for forsyninger, som du kan tage med dig til basen og udlevere til de forskellige huse, hospitalet, køkkenet, våbendepotet og så fremdeles.
Undervejs hjælper din radioven, Sam, dig med at holde dig orienteret om situationen.....
Zombies, Run! er den første løbeapp, jeg har prøvet med AR (Augmented Reality), og med første mission klaret, glæder jeg mig allerede til at komme afsted på næste mission igen.
En smart ting ved app'en er, at den bruger din løbe-playliste fra din smartphone, til at spille musik for dig, når du bare løber derudaf.
Intervalløb på den sjove måde.
Når der så kommer zombier efter dig, gælder det om at tage benene på nakken og løbe fra dem. Du får en advarsel fra app'en, og den fortæller dig så hvor tæt de er på dig, og om du løber fra dem.
På min første mission, mødte jeg fem horder af zombier, og jeg løb fra dem alle sammen!!
På et tidspunkt var jeg så meget inde i historien at jeg faktisk drejede hovedet for at se om der virkelig var nogle efter mig
Så hvis du er lidt træt af almindelig intervaltræning, og trænger til en lidt sjov løbetur, kan du roligt hente "Zombies, Run" fra Appstore eller Google Play.
God fornøjelse, og "be carefull out there"
Jeg har ingen økonomisk binding til spillet, og tjener ingen penge på denne anmeldelse.